Det ser så dejligt og uskyldigt ud når man ser et lille barn der leger med en stor hund, men man skal huske at være særdeles opmærksom på hvad følgerne kan blive. For det er faktisk umuligt for små børn at skelne mellem den hund de kender rigtig godt og så den fremmede hund de møder ude i byen. Mange gange står der en hund i en snor udenfor supermarkedet og de børn der er vant til at omgås hunde vil ofte få trang til at ville kæle med denne, og dette kan hurtigt føre til en farlig situation. For det første så er det ikke sikkert at den fremmede hund overhovedet kan lide børn og for det andet så er det en stressende situation for enhver hund at være efterladt på den måde og derfor reagerer den måske mere aggressivt end den ville gøre normalt. Man skal selvfølgelig ikke gøre sine børn bange for hunde, men det er vigtigt at man altid er opmærksom på denne fare.